Klientforhold

Forretningsbetingelser

(Sidst opdateret den 3. marts 2020)

Disse forretningsbetingelser er, medmindre andet skriftligt aftales i tiltrådt rådgiverkontrakt, gældende for enhver opgave, som IDEAH Law House ApS (IDEAH Law House) bistår med løsningen af på vegne af klienten.

Sagens modtagelse

Ved modtagelse af en sag fra klienten undersøger vi gennem vores internt anlagte procedurer, at der ikke foreligger inhabilitet eller interessekonflikt.

I forbindelse med enhver sag gælder også vores regler for fortrolighed, insiderhandel og hvidvaskning, jf. nedenfor.

Honorar

Vores honorar beregnes med udgangspunkt i (i) den tid og specialistviden, der er anvendt i forbindelse med vores bistand, og de involverede medarbejderes erfaring, (ii) til en samlet vurdering af sagens art og udfald, sagens værdi og betydning for klienten, (iii) arbejdets karakter samt (iv) det ansvar, der er forbundet med sagens gennemførelse.

Ved enkeltstående opgaver fakturerer vi normalt i forbindelse med afslutningen af sagen. Ved længerevarende sager og i faste klientforhold tilstræber vi at fakturere månedsvist.

Forsinket betaling medfører, at der tilskrives renter på det fakturerede beløb. Manglende betaling kan medføre, at vi af denne årsag udtræder af sagen samt andre sager, som vi behandler for klienten. Udtrædelse medfører ikke frafald af eventuelle økonomiske tilgodehavender.

CVR-/Momsnummer

IDEAH Law Houses CVR-/momsnummer er DK36437006.

Vores honorar tillægges moms i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Udlæg

Klienten vil ud over honoraret for den udførte bistand blive faktureret eventuelle udlæg i forbindelse hermed. Dette vil enten ske separat eller ved næste faktura.

Ansvar og dettes begrænsning

De juridiske rådgivere/medarbejdere hos IDEAH Law House rådgiver alene om dansk ret.

Vi er ansvarlige for vores bistand over for vores klienter efter dansk rets regler. Vores ansvar omfatter dog ikke afstedkomne driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill eller andre former for indirekte tab.

Vores ansvar er begrænset til et beløb svarende til 5 gange honoraret for den pågældende opgave, dog maksimalt 5 millioner kroner.

Klienten kan alene rejse krav mod IDEAH Law House og således ikke mod selskabets enkelte ejere, jurister eller andre medarbejdere.

Forhold til andre rådgivere

Hvis det er relevant, at der indhentes bistand fra andre rådgivere, jurister, bygningssagkyndige m.fl. diskuteres en sådan opgave med klienten i forbindelse med valget af rådgiver. Klienten er opdragsgiver for sådanne rådgivere, selvom fakturaen stiles til IDEAH Law House. Vi er ikke ansvarlige for den af disse rådgivere ydede bistand.

Afslutning af klientforhold eller sag

Vores klientforhold ophører på tidspunktet, hvor den afsluttende faktura for vores bistand udstedes, eller på begæring af klienten. Hvis vi i en konkret sag ikke længere mener at kunne varetage sagen i klientens interesse, kan vi udtræde af denne. Sagsdokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning. Ønsker klienten ikke sagsdokumenter udleveret er IDEAH Law House ikke forpligtet til at opbevare disse efter afsluttet klientforhold.

Immaterielle rettigheder

Immaterielle rettigheder til materiale udarbejdet af IDEAH Law House, tilhører IDEAH Law House, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

Lovvalg og værneting

Tvister med IDEAH Law House kan alene behandles under dansk ret og de danske domstole har eksklusiv kompetence til at behandle sager om krav mod IDEAH Law House.

Andre forhold

Fortrolighed
Medarbejderne hos IDEAH Law House har tiltrådt en erklæring om tavshedspligt vedrørende vores klienters sager og øvrige forhold.

Alle oplysninger, som vi modtager fra vores klienter i forbindelse med vores bistand, er underlagt vores tavshedspligt, og vi behandler derfor disse oplysninger med fuld fortrolighed.

Insiderregler
Medarbejderne hos IDEAH Law House er pålagt interne regler, som opfylder de krav, der stilles i lov om værdipapirhandel om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og om restriktioner for handel med børsnoterede værdipapirer.

Databeskyttelse
Som en del af kommunikation og drøftelser med os vil vi samle og behandle persondata vedrørende vores klienter. Du kan læse yderligere om IDEAH Law Houses indsamling og behandling af sådanne persondata og dine rettigheder som datasubjekt i vores privatlivspolitik.

Regler mod hvidvaskning
IDEAH Law House er som juridisk rådgivningsvirksomhed omfattet af “Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme”.

Vi har efter denne lov pligt til at indhente identitetsoplysninger og dokumentation fra såvel nye som eksisterende klienter, der ikke tidligere har afgivet identitetsoplysninger. Klienter skal således ved oprettelse af en sag hos os oplyse navn, adresse samt CPR nummer eller CVR nummer. Udenlandske klienter skal give andre oplysninger, der identificerer klienten på tilsvarende måde som et CPR nummer for personer eller CVR nummer for selskaber.

Identitetsoplysninger indhentet om fysiske personer som led i IDEAH Law Houses forpligtelser i henhold til hvidvaskreglerne vil alene blive behandlet og opbevaret med henblik på forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. Der vil ikke ske behandling af sådanne identitetsoplysninger til andre formål, herunder kommercielle formål. Vi er i medfør af hvidvaskreglerne i visse situationer forpligtet til at foretage underretning til givne myndigheder – herunder Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – ved mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Der kan i forbindelse med en sådan underretning ske videregivelse til nævnte af indhentede identitetsoplysninger.

Identitetsoplysningerne opbevares i henhold til loven i minimum 5 år efter klientforholdets ophør.